Fem måder at verificere en hjemmetest på, sammenlignet

Organisationer, der beder folk om at tage en selvtest, har brugt fem tilgange for at vide, om testen faktisk blev taget. Her er de side om side, med hvad de hver især koster, og hvad de hver især beviser.

1. Tillidsbaseret selvrapportering

Personen oplyser at have testet negativ, på en formular eller i en app. Pris: ingen. Personale: intet. Beviser: intet. Brugt af: skoler i hele Europa med forældreerklæringer og nationale ordninger for indberetning af resultater. Svaghed: dokumenterede falske erklæringer.

2. Indsendt foto

Personen uploader et foto af teststrimlen. Pris: en uploadformular. Personale: nogen, der skal se på fotos. Beviser: at der findes en negativ strimmel et eller andet sted. Brugt af: det irske sundhedsvæsen ved sygefravær blandt personalet og italienske regioner via patientjournalen. Svaghed: enhver strimmel, enhver person, enhver dato.

3. Opsyn via livevideo

En uddannet person ser testen over video. Pris: tilsynsførendes tid pr. test, typisk 15–30 minutter. Personale: tilsynsførende og planlægning. Beviser: proceduren og som regel identiteten. Brugt af: rejsetestudbydere i 2021–22. Svaghed: prisen stiger med hver eneste test, der opstår køer, og det er ikke realistisk til daglig test.

4. Test på stedet

Personen testes af personale på en lokation. Pris: personale, lokale, tests og transporttid. Beviser: alt. Brugt af: arbejdspladser, testcentre og apoteker. Svaghed: den dyreste løsning, og personen skal stadig møde op.

5. Automatisk videoverificering (ScreenMe)

Personen tester sig derhjemme foran kameraet, og softwaren verificerer proceduren og identiteten og udsteder dokumentation. Pris: pr. test, en brøkdel af opsyn via video. Personale: intet pr. test. Beviser: proceduren, identiteten, resultatet og tidspunktet. Svaghed: kræver en smartphone.

Sammenligningstabel

Ofte stillede spørgsmål